Lejrens forhistorie går tilbage til foråret 1933, hvor den bekymrede socialminister K.K. Steincke i en pressemeddelelse bad læserne om at indsende forslag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Steincke frygtede, at de unge mennesker, der nu hang på gadehjørner og i kaffebarer – efter tidens opfattelse den direkte vej mod fortabelsen – ville kunne lade sig friste af lokketonerne fra de politiske yderfløje, kommunister og nazister. Ikke mindst kommunisterne, som ved valget i 1932 gjorde deres entré i Folketinget, var for garvede socialdemokrater en ildevarslende påmindelse om den fremrykkende pest over Europa, tilskyndet af den økonomiske verdenskrise i 1929.

De tilsendte forslag indgik fra maj 1933 i en række love, hvoraf ”Lov om beskæftigelse af arbejdsløse” fra april 1938 lagde fundamentet for Statsungdomslejren Stensbæk. Allerede året efter stod syv andre lejre klar. To af dem, Vitskøl Kloster og Møgelkjær, var meget praktisk oprettet for ledige faglærte håndværkere, der her fremstillede træbarakker og inventar som samlesæt, der blev stillet op i takt med behovet for nye lejre. Barakkerne var tegnet og indrettet af den kendte arkitekt Kay Fisker.

Stensbæk var som de fleste lejre indrettet til at tage imod den ufaglærte ungdom. Alt efter årstiden var antallet af arbejdsløse i denne gruppe på omkring 1000-1500. Efter sammenlagt fire måneders uafbrudt ledighed blev man henvist til et ophold på 6-12 måneder. Nægtede man, bortfaldt såvel arbejdsløshedsunderstøttelsen som anden offentlig hjælp.

Arbejdet bestod i plantning af læbælter og nåletræer i plantager, afvanding af moser og enge, tørvegravning og forefaldende arbejde i nærliggende skove, alt i tæt samarbejde med Statsskovvæsenet og Hedeselskabet.

Lejrene var placeret langt ude på landet, langt væk fra storbyerne. Det var naturligvis ingen tilfældighed. Bortset fra, at hedeopdyrkning og plantagearbejde kunne beskæftige et næsten ubegrænset antal unge arbejdsløse med sav, skovl og trillebør, var hensigten også at fjerne dem fra byernes gadehjørner, kaffebarer, biografer og øvrige tomme fornøjelser. Ved hårdt fysisk arbejde i Guds frie natur ville arbejdsløshedens depressive virkning blive jaget på flugt. På sæt og vis var statsungdomslejrene et barn af 1920’ernes og 1930’ernes kulturnihilisme. For at fuldende tankegangen sendte man københavnere til Jerup og Råbjerg i Vendsyssel og aarhusianere til Almindingen på Bornholm. Ikke så få unge følte det som en deportation – og sådan var det i virkeligheden også tænkt.

Normalt var belægningen på mellem 50 og 80 mand, på Stensbæk som regel 30-40 mand. 6.30 blev de vækket fra deres firemandsværelser, og et par timer senere stod den på ”praktisk arbejde.” Mellem 13 og 17 var der undervisning i dansk, regning og samfundslære efterfulgt af en times gymnastik. Middag kl. 18, kaffe 20.30, og 22.30 var det sengetid.

Lørdag-søndag var der belærende foredrag om blandt andet dansk tænkning, danske digtere og Sønderjylland samt film om Kampsax’ ingeniørarbejde i Persien. Men også mulighed for træsløjd og lignende. Var deltagerne for livlige, kunne arbejdsandelen sættes op. Endelig udbetaltes lommepenge på 25 kroner om ugen, minus fem kroner hensat på en sparekassebog udleveret ved afrejsen. Man sørgede for, at døgnets 24 timer var besat, lediggang var jo roden til alt ondt, og såvel undervisning som underholdning samt bestanden af bøger i biblioteket var aldeles politisk neutralt.

Selv efter samtidens målestok var organiseringen af dagligdagen i en statsungdomslejr rigeligt pædagogisk. En særlig udfordring for lejrens ledelse bestod desuden i mødet mellem land og by. Hvad var det for unge mænd, der i rad og række eller på cykel og syngende drog af sted med spader og skovle?

Nysgerrigheden og fordommene var gensidige, men et tillidsfuldt samvær var nødvendigt. Elevforeningen i Stensbæk var af samme mening. Edmund Hansen fra Fredericia huskede det sådan: ”Vi fik arrangeret et stort bal inde i gymnastiksalen, lavet plakater og sat dem op rundt omkring i omegnen og inde i byen (Arnum) hos de handlende. Vi ville gerne i kontakt med befolkningen og vise dem, at vi ikke var, som det blev sagt om os. Der gik rygter om, at vi var noget ros, tyveknægte, gadedrenge og noget andet, og derfor ville vi gerne vise, at vi ikke var sådan. Dette arrangement med bal og underholdning blev en stor succes og det bevirkede, at vi afholdt flere sammenkomster, og der blev det bedste forhold mellem befolkningen og os unge ude på lejren, og det var til stor glæde for os alle.”

Opførte man sig pænt kunne man få tildelt et nattegn og en cykel og dermed nå en biograf i Gram eller et bal i Arnum. Lejren stillede desuden med et fodboldhold, der på cykel besøgte statsungdomslejrene i omegnen af Ribe og Esbjerg, Snepsgaard, Stensbæk og Renbæk. Når Edmund Hansen tænkte tilbage på Stensbæk var det med ordene:

”Alt i alt var vi glade for at være der. Vi fik god kost og en god seng at sove i. Og så det vigtigste – et knusende godt kammeratskab, det havde meget at sige.”

Det helt store problem for systemet var imidlertid arbejdsandelen. Efter lovens ord og hensigt skulle de unge arbejdsløse oplæres til at kunne træde ind på det normale arbejdsmarked. Hede- og skovarbejde var dog mere beskæftigelse end oplæring, men perioden 1940-1945 ændrede fundamentalt på vilkårene.

Frygten for en forventet massearbejdsløshed som følge af den tyske besættelse og bortfald af ikke mindst det engelske marked viste sig hurtigt at være overdreven. Allerede i 1941 nåede man ned på, hvad der på denne tid blev opfattet som fuld beskæftigelse, lidt over otte procent. Tørvegravning og bunkersbyggeri ved den jyske vestkyst lagde hver for sig beslag på ca. 50.000 arbejdere, og 20.000-30.000 tog frem til 1943 arbejde i Tyskland og Norge. Landbruget havde gode kår og tiltrak en mængde unge som medhjælpere. Endelig krævede produktionen af erstatningsvarer flere hænder.

Tilbage blev imidlertid en restgruppe, som det var umådeligt svært at motivere med skovl og trillebør-arbejde og med de boglige fag dansk, regning og samfundslære. På de enkelte lejre blev der eksperimenteret ved at kombinere arbejde og undervisning. Opmåling af læhegn og grøfter kunne indgå i regneundervisningen, den medhjælpende traktor gav anledning til motorlære, udfyldelsen af timeregnskaber og breve hjem kunne bruges i danskundervisningen og lejrens indretning og funktion i samfundslæren. Det helt store ryk kom, da man lagde undervisningen om i retning af arbejdsmandsfag, herunder skoling i fremtidens byggemateriale beton. Statsungdomslejrene skiftede over til at blive Statens Arbejdstekniske Ungdomsskoler, senere til AMU-centre.

Det skete i 1948 for Stensbæk, der inden da havde haft en omflakkende tilværelse som blandt andet flygtningelejr og feriekoloni. Siden 2010 er de smukke rødmalede træbygninger benyttet til holistisk højskole. Statsungdomslejren Stensbæk blev dermed reddet fra nedrivning og står som et levende stykke danmarkshistorie anno 1939 i en fantastiske natur.